Tilbage til oversigt
Hvad er en aktie?
DEL 4: Så hvad er svaret? Er de der aktier det samme som luft eller hva’?
Som du kan se er der mange muligheder for hvordan forretningen udvikler sig i fremtiden, alt efter hvilken strategi der bliver lagt og alt efter en helt masse, nærmest uendeligt mange, faktorer. Skal der udvides til andre lande? Skal der laves nye produkter eller smagsvarianter. Skal man være tilfreds og ikke gå efter at udvide forretningen.
Alt i alt bør det stå klart, at “nej”, det at købe en aktie er ikke det samme som at købe en pose luft i håb om at en anden idiot vil købe den dyrere i fremtiden. Det giver mening at investere i et selskab også selvom der ikke umiddelbart er udsigt til at du direkte kan tjene penge på selskabet i form af eksempelvis udbytte.
3 måder du kan tjene penge på
Mulighed 1: Udbytte
Hvis selskabet klarer sig godt og har overskud, får ejerne af selskabet typisk udbetalt en del af overskuddet. Dette kaldes udbytte og udbetales til dig som aktionær.
Udbytte er i sig selv, grund nok til at det giver mening at have en hvilken som helst aktie. For selv hvis et selskab ikke udbetaler udbytte i dag, så er der altid muligheden for, at selskabet vil gøre det i fremtiden, uanset om det så er om 5 år, 10 år eller 100 år.
Typisk udbetales det 1 gang om året, men visse selskaber udbetaler op til 4 gange årligt.
Mulighed 2: Øget værdi
Hvis selskabet klarer sig godt og har overskud, kan selskabet også bruge overskuddet til at investere og dermed udvide forretningen. Det kan eksempelvis være at de bruger overskuddet på at bygge en ny fabrik så de nu har 2 i stedet for 1.
Det siger sig selv at to fabrikker er mere værd end én og dermed er selskabets værdi forøget. Dermed er din ejerandel (aktie) sandsynligvis blevet mere værd.
Hvis der ovenikøbet er tiltro til at virksomheden har en lys fremtid foran sig, så vil dette med stor sandsynlighed også påvirke værdien positivt – sagt på en anden måde: Aktiekursen vil stige.
Mulighed 3: Opkøb
Hvis selskabet klarer sig godt kan der komme en større spiller på markedet og købe selskabet op. Dette sker ofte (men ikke altid) til en relativt høj pris, og dermed tjener du som aktionær penge på at videresælge din andel.
