Hvad er en aktie?

DEL 2: Det går godt for pølsevognen

Hvis det er gået godt

Vi spoler nu tiden 5 år frem. Efter 5 år er det gået som man kunne have drømt om. PØLSEFRYD har taget Danmark med storm og der er nu samlet set 30 pølsevogne fordelt over det meste af Danmark, og der er umiddelbart ikke flere steder hvor det er oplagt at stille nye op. Forretningen er altså nu nogenlunde så stor, som den kan blive i Danmark.

Efter 5 år har PØLSEFRYD 30 stande i Danmark.

Først og fremmest er det åbenlyst at virksomheden nu er mere værd end da du købte dig ind i starten. Da du købte dig ind med dine 70.000 kr var der en enkelt pølsevogn. Nu er der 30, og 30 pølsevogne er selvfølgelig mere værd end 1, så alene på den baggrund er virksomheden steget i værdi. Men der er nu også 30 medarbejdere der skal have løn. Overskuddet fra hver pølsevogn er nu “kun” på 200.000 kr. Det giver et samlet overskud for alle pølsevognene på 6 mio kroner. Stadig ikke dårligt.

Lars har vurderet at der ikke er mulighed for at udvide forretningen mere i Danmark, så hvad nu? Hvilke muligheder er der for forretningen fremadrettet og hvilke muligheder er der for dig som ejer af 10% af butikken?

Mulighed 1: Udbytte

Forretningen har vokset sig så stor som den kan blive. Der skal ikke længere bruges penge på nye pølsevogne. Nu skal der kun bruges penge på den daglige drift: køb af råvarer som brød, ketchup, remoulade, kød til pølser, samt vedligehold af vognene med mere.

De penge der er tilbage, bliver udbetalt til virksomhedens ejere, herunder dig. Det vil sige at du nu stabilt får udbetalt penge, kaldet udbytte fra virksomheden. Udbyttet bliver betalt én gang årligt.

Da du ejer 10% får du også 10% af overskuddet, hvilket så er 600.000 kr. Lars der ejer 90% får selvfølgelig 90% af overskuddet.

OBS! Vær opmærksom på at udbytte IKKE er gratis penge. Hvis du modtager 600.000 kr så er det penge der forlader forretningen, og derfor bliver forretningen tilsvarende 600.000 kr mindre værd.

Hvis du helt konkret ejer en aktie som udbetaler 10 kr i udbytte, så falder aktiekursen tilsvarende med 10 kr. Det sker helt automatisk og inden du spørger: Nej man kan (desværre) ikke lave nogle fiksfakserier så man både får udbytte og samtidig undgår den faldende aktiekurs. Det kan ikke lade sig gøre 😉

Mulighed 2: PØLSEFRYD går udenlands

Lars er ikke færdig med at ekspandere. PØLSEFRYD har indtaget Danmark og nu skal forretningen videre. Næste stop er Europas pølseland nr. 1: Tyskland. Her skal kampen tages op med de etablerede Bratwurst og Currywurst.

Currywurst med pommes.

Derfor er der stadig ikke udsigt til at du vil få penge i form af udbytte. Det kan være en risikabel omgang at udvide til nye lande, hvor der er en anderledes (mad)kultur. Det er dyrt fordi der blandt andet skal investeres mange penge i nye vogne, i marketing, i at sætte sig ind i tysk lovgivning på området og i nye ansatte og derfor skal PØLSEFRYD ud og hente penge. Lars har to muligheder:

  1. Lån i banken: Lars går i banken og låner penge. Dermed stifter han gæld som der skal betales af på og som der skal betales renter af i fremtiden. Lykkes det ikke at bryde igennem i Tyskland kan det blive en meget dyr affære. Hvis det omvendt lykkes, så vil forretningen jo i fremtiden komme til at vokse sig meget større og tjene mange flere penge.
  2. Nye investorer: Lars skaffer nye investorer. Han finder 5 personer der er villige til at komme med penge. Men de skal selvfølgelig også have en del af forretningen, ligesom du fik da du kom med penge.Aftalen er at de nye investorer for deres penge hver især får 5% af forretningen. Lars afgiver 4% pr ny investor og du skal afgive 1% pr ny investor. Du må altså afgive 5% i alt og dermed ejer du nu kun 5% af forretningen. Det bestemmer Lars suverænt, du har intet at skulle have sagt. Dette kaldes aktieemission. Aktieemission kan godt være positivt hvis de nye investorer køber til en høj pris, så forretningen dermed får tilført en masse penge. Men hvis de køber til en lav pris så er det en mindre katastrofe for dig som aktionær.

Mulighed 3: Du vil ud

Du har haft 5 gode år som investor i PØLSEFRYD men nu har du fået nok. Derfor forsøger du at sælge din andel på 10%. Det kan der være mange grunde til.

Måske er du begyndt at se nogle faresignaler for forretningen. Det kan være at salget er stagneret og at du har lagt mærke til at der skyder en del shawarmaforretninger og pitaforretninger op rundt omkring. Derfor er du bange for at forretningen vil blive presset i fremtiden og tjener færre penge og at nogle af pølsevognene måske er nødt til at lukke grundet øget konkurrence.

Måske vurderer du at Lars ikke har evnerne til at styre forretningen, efter at den er vokset så meget.

Måske er inflationen steget og derfor er priserne på strøm til pølsevognen og priser på de forskellige råvarer steget så meget, at PØLSEFRYD får svært ved at tjene lige så mange penge i fremtiden.

Det kan også være at du bare skal bruge pengene af den ene eller den anden årsag. Det kan være en rejse, ny bil, hus eller andet. 

Derfor forsøger du at finde en køber. Det er åbenlyst at virksomheden er blevet mere værd. Det er let at argumentere for at den er blevet 30 gange mere værd siden du købte den, fordi der nu er 30 pølsevogne i stedet for kun én, og derfor forventer du at sælge din andel til 30 gange det du selv gav. 

Da du gav 70.000 kr forventer du altså at få 2,1 millioner kroner. Men det er jo langt fra sikkert at du kan finde en køber til den pris. Måske betalte du overpris for de 10% i sin tid. Måske har folk svært ved at se forretningen vokse i fremtiden.

Omvendt kan det også være at flere synes det virker meget attraktivt, så de overbyder hinanden og du ender med selv at sælge til overpris og få endnu mere end de 2,1 mio kr. 

Det er også en mulighed at Lars gerne vil købe enten en del eller hele din ejerandel tilbage sådan at han selv ejer mere af selskabet. Dette kaldes aktietilbagekøb og i modsætning til aktieemission, er dette i 9 ud af 10 tilfælde meget positivt for dig som aktionær.

Der er mange muligheder.

Mulighed 4: PØLSEFRYD bliver opkøbt

En fjerde mulighed er, at der kommer en stor fisk der vil købe hele virksomheden. Det kan være at Jensens Bøfhus vil udvide deres forretning og har udset sig PØLSEFRYD som den perfekte brik til det formål. 

Derfor lægger de et bud på hele virksomheden. Efter flere forhandlinger ender Jensens Bøfhus med at købe PØLSEFRYD for 22 mio kr. Da du ejer 10% af virksomheden tjener du derfor 2,2 mio kr.

 

Læs videre