Hvad er en aktie?

DEL 3: Hvad hvis det går ad helvede til?

Der er ingen garantier når man investerer – heller ikke når man investerer i pølsevogne. Vi ser nu på det andet af de to scenarier. Vi er stadig 5 år ude i fremtiden, men forretningen har ikke udviklet sig til den ventede succes.

PØLSEFRYD i problemer

Efter 5 år har forretningen ikke udviklet sig som ønsket. PØLSEFRYD har godt nok fået åbnet vogne i Ålborg, Odense og Esbjerg, men ikke mere end det, da forretningen ikke er gået godt. Det kan der være mange årsager til. En årsag kan være at Lars simpelthen ikke har evnerne til at styre flere vogne. Her kan en eller flere af følgende faktorer gøre sig gældende:

  • Hans oplæring af nye medarbejdere er mangelfuld
  • Han sejler når det kommer til at have styr på indkøb af råvarer.
  • Han har undervurderet hvor svært det er at skaffe nye kunder i de nye byer, og hvor dyrt det er med marketing og online-reklamer.
  • Han har undervurderet den stigende konkurrence over de seneste år.

Det kan også være at problemerne skyldes udefrakommende faktorer som Lars ikke er herre over. Det kan være:

  • Corona-nedlukning der tvinger folk til at blive indenfor, og derfor køber de selvfølgelig ingen hotdogs.
  • Stigende kød- og ketchuppriser der gør det meget dyrere at handle varer ind til pølsevognen.
  • Det kan også være at den danske stat pålægger svinekød en miljøafgift, grundet et stort CO2-aftryk fra svin.
Der kan ske tusind ting der er umulige at forudse. Faktum er at forretningen kører dårligt, så hvad nu?
Spisesteder verden over kom i problemer under corona-nedlukningen.

Mulighed 1: "Det bedste kommer til den der venter"

Problemerne skyldes udefrakommende faktorer som ingen kunne forudse eller gøre noget ved. Du vurderer dog at problemerne er midlertidige og du har stadig fuld tillid til Lars, så du forventer at forretningen kommer tilbage på sporet indenfor en overskuelig fremtid. Derfor foretager du dig ikke noget, men venter på bedre tider.

Mulighed 2: Du vil ud

Der er gået 5 år og forretningen har ikke rykket sig – tværtimod. Du har mistet tilliden til at Lars kan drive det videre til at blive den succes du regnede med fra start. Derfor vil du gerne sælge dine 10%.

Du kan forsøge at få Lars til at købe den tilbage, hvis han har pengene eller du kan forsøge at finde en helt tredje der vil købe din andel.

Uanset hvilken løsning det bliver, så skal du nok ikke forvente en god pris for din ejerandel, da forretningen er i problemer.

Mulighed 3: Aktieemission - tilførsel af nye penge

Problemerne har været så store at forretningen er i økonomiske problemer og er i fare for at gå konkurs. Derfor har Lars skaffet 5 nye investorer der vil komme med penge til projektet. Til gengæld får de en del af forretningen ligesom du gjorde da du kom med penge. For hver ny investor afgiver Lars 4% og du afgiver 1%. Dermed er din ejerandel faldet fra 10% til 5%. Ovenikøbet har de nye investorer kun givet 20.000 kr for deres 5%. Det er langt mindre end de 70.000 kr du gav, og nu har du også kun 5%.

Som nævnt i Del 2, så kaldes det aktieemission, når nye investorer køber sig ind i forretningen. Når det sker og de nye investorer køber sig ind til en lav pris, så er det, næstefter konkurs, dit værste mareridt som aktionær.

Mulighed 4: PØLSEFRYD går konkurs

Forretningen PØLSEFRYD har haft så store udfordringer at økonomien ikke længere hænger sammen. Der er ikke penge til at betale regningerne og til at købe ind. Derudover har det ikke været muligt hverken at låne penge i banken eller finde nye investorer, der vil komme med penge. PØLSEFRYD erklæres derfor konkurs. De 70.000 kr du satsede på forretningen er tabt.

Læs videre