Der findes ingen sikre aktier

Lad det være sagt med det samme: Der findes ingen sikre aktier. Som i helt og aldeles absolut ingen. En hvilken som helst aktie kan på kort tid, få måneder, tabe 30-50% og indimellem mere, hvis den af den ene eller anden grund rammes af en negativ markedsstemning. Det er der endeløse eksempler på. Hvad kan få markedsstemningen til at skifte? Det kan der være flere faktorer der gør. Nedenfor gennemgår vi to af de grunde:
Kriser

Samfundsmæssige kriser kommer fra tid til anden; Seneste krise var forårsaget af corona-pandemien i år 2020, hvor det globale aktiemarked faldt mere end 30% på lidt over en måned. Forestil dig det: En tredjedel af dine penge fordufter på en enkelt måned.
I 2008-2009 under finanskrisen var det endnu værre. Her faldt det globale aktiemarked i omegnen af 50%.
Nogenlunde det samme skete i år 2000 under IT-boblen, også kaldet dot com-boblen, hvor det globale marked over en periode på to år faldt med knap 56% og det amerikanske teknologi-indeks Nasdaq, bestående af de største IT- og teknologiselskaber, faldt med næsten 80% ! Havde man købt på toppen i år 2000 lige inden IT-boblen sprang, så var der gået næsten 14 år før man havde tjent sine penge hjem igen.
Når markedet krakker som i de nævnte eksempler, så er der absolut ingen sikre aktier. Der er ingen steder at gemme sig. Alt falder og det går hurtigt. Kriser er nærved umulige at forudse, men heldigvis, så kommer de alt andet lige sjældent, og når de slutter så går det jo op ad igen.
Allerede 6 måneder efter faldet under coronakrisen, var aktierne steget tilbage til deres oprindelige niveau og da den lange nedtur under finanskrisen endelig var slut, startede den længste optur i aktiemarkedets historie.
Stemningsskift og hysteri
En stor del af en akties bevægelse drejer sig om historiefortælling. Hvis historiefortællingen er, at en sektor står til kraftig vækst over de kommende år så kan det indimellem virke som om, at der ingen grænse er for, hvor meget aktier indenfor den pågældende sektor kan stige.
Det er blandt andet set ved våbenaktierne i årene 2022-2026: Efter Trumps udmelding om at Europa ikke nødvendigvis kan regne med USA, er Europa gået i gang med en kraftig militær oprustning. Det har ført til eksplosive stigninger på 400-1000% for flere europæiske våbenaktier.
Det samme er set indenfor medicinsk fedmebehandling som forventes at blive et enormt marked over de kommende år. Danske Novo Nordisk, som var den helt store aktie-darling blandt danskerne i mange (MANGE!) år, har over en årrække været førende på netop fedmemarkedet, og oplevede på den baggrund en ekstraordinær kursstigning fra omkring år 2020-2024. I de år kunne man ganske enkelt få en fornemmelse af, at aktien ikke kunne falde. Sådan var historiefortællingen på det tidspunkt.
Et gammelt ordsprog siger at Selv guld kan købes for dyrt, og det viste sig, at det kunne Novo Nordisk også. Af flere grunde der er for omfattende at nævne her, opstod der tvivl om Novos rolle i fremtidens fedmemarked. Det skete på trods af at Novo stadig var den største spiller på markedet, de voksede helt vildt og de tjente styrtende med penge.
På trods af at det i øjeblikket gik fabelagtigt for Novo, så førte tvivlen om fremtiden til et fald i aktiekursen på mere end 50% på mindre end et år. Og efterfølgende begyndte resultaterne så også at svigte for Novo der fortsatte nedturen, sådan at aktien i starten af 2026 var faldet med næsten 75%!

Når stemningen på den måde vender, fra stærkt positiv til stærkt negativ, så går der panik og flokmentalitet i folk. Folk bliver bange og sælger ud og sådan kan der blive skabt en ond spiral.
Hvordan klarer Novo sig i dag? Det kan du jo selv tjekke 😉 Men fortællingen understreger at absolut ingen aktier er i sikkerhed fra at blive slagtet på meget kort tid, ikke engang selskaber som Novo der var i stor fremgang.
Hvad er så næstbedst?
Hvad så nu? Vi har fundet ud af, at der ikke findes en eneste sikker aktie i verden. Så må vi vel gå med det næstbedste: Så sikker som muligt.
Hvis ingen aktier er sikre hvad kan du så gøre for at være så sikker som muligt? Så stabil som muligt. Svaret er simpelt, der er i bund og grund to faktorer der skal være opfyldt: Det handler om spredning og tidshorisont:
- For bedst spredning: Køb en global fond
- Optimal tidshorisont: Lang – 5 år som minimum, men jo længere jo bedre
Med en global fond får du det produkt, der på lang sigt er så sikkert som muligt. Et produkt der historisk set har givet et afkast på 7-8% årligt. Det betyder ikke at du ikke kan tabe 20%, 30% eller 50%, men det betyder at risikoen for at det sker er væsentlig mindre end hvis du selv har udvalgt nogle specifikke aktier. Derfor er en global fond første-, anden- og tredjebedste mulighed, hvis du vil stå med en investering, der har størst sandsynlighed for at give dig et både stabilt og godt afkast.
Hvis du alligevel ikke vil købe en fond, men i stedet vil gå med fjerdebedste mulighed og selv vælge de enkelte aktier, så er der nogle gode tommelfingerregler du med fordel kan støtte dig til, for sikre god spredning og lav risiko:
- Køb aktier indenfor forskellige sektorer og brancher
- Køb aktier i STORE solide selskaber og undgå aktier i små selskaber
- Køb minimum 12-15 aktier – og de skal fylde lige meget
- Køb gerne aktier fra forskellige lande
Det skal nævnes at et par af disse punkter, særligt punkt 3, kan være svære at overholde hvis ikke man har en del penge at investere for. Har man for mindre end 40-50.000 kr så bliver det til en del omkostninger i kurtage, fordi man så skal købe for relativt små beløb.
I så fald vil jeg henvise til mulighed nr. 1: En global fond 🙂
